1. Hvad er baggrunden for kilden? Find pålidelig baggrundsinformation
2. Lav en afsender/modtager-analyse
3. Hvilke politiske ambitioner fremlægger den panafrikanske bevægelse?
4. Hvilke ord knytter erklæringen til kolonimagterne? Hvilke ord knyttes til koloniernes befolkning?
5. Hvordan appellerer erklæringen til den koloniserede befolkning? Hvad skal deres rolle være?
5. Hvordan er tonen i erklæringerne? Kan der skimtes et ideologisk præg?
Sara, Maria, Yasmin og Max
SvarSlet1. Hvad er baggrunden for kilden? Find pålidelig baggrundsinformation.
Den panafrikanske bevægelse har til formål at forene Afrikas folk og øge samarbejdet mellem dem. For den panafrikanske bevægelse er årene 1919 og 1945 mærkeår. Bevægelsen blev grundlagt i 1919 (kongressen i 1919 i Paris rejste krav om reformer i kolonistyret efter den første verdenskrig).
Den 5. panafrikanske kongres blev afholdt i Manchester i 1945 med deltagelse af en række afrikanske nationalistledere, bl.a. Jomo Kenyatta (Kenya) og Kwame Nkrumah (Ghana), og her blev kolonialismens afskaffelse forlangt. Panafrikanske ideer lå også til grund for oprettelsen af organisationen for den afrikanske enhed (OAU) i 1963, Fra 2001 Afrikanske Union (AU). I 1945 blev der udarbejdet et program, som den engelske regering i hovedtræk godkendte, og som derfor endte ud som en rettesnor for afkoloniseringen i de engelske besiddelser af Afrika.
Kilder:
Den store norske: https://snl.no/panafrikanisme
Den store danske: http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Afrika/Afrika_generelt/panafrikanisme
2. Lav en afsender/modtager-analyse
Kilden er delt op i to erklæringer, hvor den panafrikanske bevægelse i begge tilfælde er afsenderen. I den ene erklæringen tales til modtagergruppen “kolonimagterne”, mens der i den anden erklæring tales til kolonibefolkningerne i kolonierne, idet det understreges, at befolkningerne skal forene sig.
3. Hvilke politiske ambitioner fremlægger den panafrikanske bevægelse?
Først og fremmest har den panafrikanske bevægelse en politisk ambition om selvstyre og uafhængighed for det sorte Afrika; de ønsker selvstyre på lige fod med andre folk og nationer. Desuden er bevægelsen fast besluttet på at opnå frihed samt uddannelse, hvilket vil hjælpe dem med at kunne give udtryk for deres tanker og følelser, idet de førhen havde minimale menneskerettigheder. Den panafrikanske bevægelse vil kæmpe for frihed, demokrati og social forbedring. I den forbindelse nævnes et såkaldt “økonomisk demokrati”, idet bevægelsen fordømmer kapitalernes monopol og investeringer af private kapitaler. Opsummerende lyder det, at de “tror på fred”.
Sara, Maria, Yasmin og Max
SvarSlet4. Hvilke ord knytter erklæringen til kolonimagterne? Hvilke ord knyttes til koloniernes befolkning?
I indledningen leverer erklæringen en form for trussel til kolonimagterne, da afrikanerne må ty til andre metoder, hvis kolonimagterne ikke indfrier deres ønske om frihed: “Hvis den vestlige verden imidlertid stadigvæk er besluttet på at herske over mennesker gennem anvendelse af magt, så kan afrikanerne som den sidste udvej også blive tvunget til at brug magt for at opnå frihed.” Således fremstår bevægelsen frygtløs i kampen for selvstændighed, idet de afrikanske folk i århundreder har måttet finde sig i vold og slaveri. I erklæringen formuleres det på den måde, at afrikanerne i årevis har været et tålmodigt folk, som stadig vil kæmpe og bringe ofre, men ikke længere i uvidenhed og fattigdom vil yde slavearbejde for resten af verden.
Som naturlig konsekvens af ovenstående fastslår erklæringen til koloniernes befolkninger, at de har ret til at bestemme over deres egen skæbne og til at frigøre sig fra en fremmed, imperialistisk kontrol (de må kæmpe med alle til rådighed stående midler). Derpå giver erklæringen en opfordring til koloniernes arbejdere og bønder om at organisere sig i fagforeninger, hvorved de kan bruge deres “våben” i form af strejker og boykot.
5. Hvordan appellerer erklæringen til den koloniserede befolkning? Hvad skal deres rolle være?
Erklæringen appellerer til de koloniserede befolkninger på den måde, at de siger at kolonibefolkningerne med alle midler, der er til rådighed, skal kæmpe for at opnå deres egen regering: “Vi siger til kolonibefolkningerne, at de med alle til rådighed stående midler må kæmpe for disse mål”. Det fremhæves, at kolonibefolkningerne - som alle andre nationer - har ret til at bestemme deres egen skæbne.
Ifølge erklæringen er midlet til at opnå dette (kolonibefolkningernes rolle i etableringen af selvstyre), at arbejderne og bønderne skal organisere sig i fagforeninger, hvorved de gennem strejker og boykot kan gøre oprør mod den imperialistiske kontrol. Derpå leveres også en opfordring til de intellektuelle klasser og embedsmændene i kolonierne om, at de skal leve op til deres ansvar, idet de skal kæmpe for fagforeningernes rettigheder samt pressefrihed, forsamlingsfrihed, demonstrationsfrihed og strejkeret (der skal være frihed til at trykke og læse litteratur, således at befolkningerne kan uddannes, hvorved de kan genvinde og fastholde deres rettigheder).
6. Hvordan er tonen i erklæringerne? Kan der skimtes et ideologisk præg?
Tonen i erklæringen over for kolonimagterne fremstår truende og oprørsk, idet der trues med, at den sidste udvej for afrikanerne kan være at bruge magt for at opnå frihed. Denne tone følges op i erklæringen til befolkningerne i kolonierne, idet der med en beordrende (opfordrende) og oprørsk tone leveres en opfordring til kolonimagternes bønder og arbejdere om at organisere sig i fagforeninger, således at de via strejker og boykot kan stå stærkere over for kolonimagten (det er karakteristisk for erklæringens oprørske tone, at strejke og boykot nævnes som arbejdernes “våben”). Netop denne tankegang om arbejderklassens organisering i fagforeninger (som et opgør med kapitalismen) minder om ideologien “socialisme”. Således kan der i erklæringerne skimtes et ideologisk (socialistisk) præg; både i form af den revolutionerende/oprørske retorik og i måden, hvorpå arbejderne og bønderne (masserne) opfordres til at organisere sig i fagforeninger mod de imperialistiske kolonimagter for at skabe social, økonomisk og politisk selvstændighed. Netop denne frihedstænkning peger også i retning af den liberalistiske ideologi, idet den enkelte afrikaner skal have mulighed for at forme sin egen identitet og tilværelse, og derved frigøres de fra den tidligere slaverolle.
Astrid, Louise, Martin og Sine
SvarSlet1. Hvad er baggrunden for kilden? Find pålidelig baggrundsinformation.
- Den panafrikanske bevægelse gik ud på, at man ville forene alle afrikanerne, både indfødte og tilflyttere. Man ville styrke sammenholdet mellem dem, og opnå større selvstændighed og være på lige fod med alle andre lande.
2. Lav en afsender/modtager-analyse.
- Afsender: Den panafrikanske bevægelse
- Modtager: Både til kolonimagterne og befolkningen i kolonierne. Til kolonimagterne, fordi afrikanerne ønsker at fortælle dem, at de ikke finder sig i denne undertrykkelse mere, hvor de har fundet sig i vold og slaveri. Til kolonierne, fordi de ønsker at opfordre dem til at tage kampen op mod kolonimagterne, så de kan vise at de også fortjener selvstændighed.
3. Hvilke politiske ambitioner fremlægger den panafrikanske bevægelse?
- De ønsker at kolonibefolkningen gør oprør mod slaveriet, sulten og undertrykkelsen, som de stærkt er blevet udsat for under imperialismen. Ved at gøre oprør med dette, ønsker den panafrikanske bevægelse, at opnå frihed for kolonibefolkningen, så de kan blive uafhængige og selvstyrende, få mulighed for uddannelse, forbedre det sociale og få indført demokrati.
4. Hvilke ord knytter erklæringen til kolonimagterne? Hvilke ord knyttes til koloniernes befolkning?
- Pan-afrikanerne ønsker i erklæringen til kolonimagterne, at fortælle, at de skal give mere selvstændighed til afrikanerne/kolonibefolkningen, så de kan blive på lige fod med alle andre. Og at kolonimagterne bliver nødt til at forstå og tage hensyn til dette, da afrikanerne vil gøre alt hvad der står i deres magt for at opnå deres frihed.
- Pan-afrikanerne ønsker i erklæringen til koloniernes befolkning, at fortælle, at de skal stå sammen, for de har al ret til at være selvstændige. Pan-afrikanerne fortæller dem yderligere at imperialisme og kolonisering ikke er vejen frem, så de bliver nødt til at stå imod kolonimagterne. Samt er det en opfordring til, at de kan vinde denne kamp.
5. Hvordan appellerer erklæringen til den koloniserede befolkning? Hvad skal deres rolle være?
- Erklæringen får afrikanerne/kolonibefolkningen til at indse, at de ikke skal finde sig i denne undertrykkelse længere. De har ligeså meget ret til selvstændighed som andre lande. Samtidig gør den afrikanerne bevidst om hvilke ting de ubevidst har understøttet; et falsk aristokrati, kapitalernes monopol og investeringer af private kapitaler.
- Deres rolle er at stå sammen, og kæmpe imod imperialismen ved at strejke. Sammen skal de opnå rettigheder og friheden.
Gruppe 8: Maja, Alexander og Sofie
SvarSlet1. Hvad er baggrunden for kilden? Find pålidelig baggrundsinformation
Den panafrikanske bevægelse, havde til formål at forene Afrika og opnå afrikansk uafhængighed og enhed. Bevægelsen blev grundlagt i 1919, og i 1945 afholdes den vigtigste panafrikanske konference i Manchester. Konferencen dannede baggrund for en antikolonialistisk bevægelse, der tog til i Afrika fra begyndelsen af 1950'erne.
Kilde: http://www.denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Afrika/Afrika_generelt/panafrikanisme
2. Lav en afsender/modtager-analyse
Afsender er den panafrikanske bevægelse. Første del er henvendt til "den vestlige verden" altså kolonimagterne. Anden del er mere henvendt til kolonibefolkningen og opfordrer dem til at forene sig.
3. Hvilke politiske ambitioner fremlægger den panafrikanske bevægelse?
De kræver selvstyre og uafhængighed på samme vilkår med andre lande. De ønsker frihed, uddannelse og ret til at give udtryk for deres tanker og følelser.
De vil have ret til selv at bestemme deres regering, uden andres indblanding.
4. Hvilke ord knytter erklæringen til kolonimagterne? Hvilke ord knyttes til koloniernes befolkning?
Kolonimagterne hersker over andre mennesker.De gør investeringer som kun er til gode for privatpersoner på bekostning af kolonibefolkningen.
Kolonibefolkningen kan, hvis de organiserer sig, overvinde kolonimagternes greb. Hvis kolonimagterne ikke er villige til at afgive magten, må kolonibefolkningen ty til magt på samme måde som den er anvendt mod dem. Den panafrikanske bevægelse beskriver koloniernes befolkning, som et tålmodigt folk, der trods den dårlige behandling stadig tror på at man kan opnå fred mellem landene, hvis det sorte Afrika får selvstyre.
5. Hvordan appellerer erklæringen til den koloniserede befolkning? Hvad skal deres rolle være?
Den appellerer ved at overbevise befolkningen om at det er muligt at opnå selvstyre. Den lægger vægt på, at måden det skal erhverves, er med fredelige metoder i form af organisering. Deres "våben" skal være i form af strejker og boykot.
6. Hvordan er tonen i erklæringerne? Kan der skimtes et ideologisk præg?
Tonen i erklæringen er meget oprørsk, på den måde der trues med at bruge magt. Dog er det ikke det den panafrikanske bevægelse ønsker. De ser helst at ved organisering af masserne, vil de kunne opnå frihed.
Netop denne opfordring til organisering af masserne og kamp om fagforeningernes rettigheder er ideologisk set socialistisk. Yderligere bliver der talt negativt om "kapitalisterne", hvilket også stemmer overens med socialismen.